Facebook
Endnu en gang bliver det økonomiske råderum opjusteret. Denne gang med 58 milliarder kroner. Kæmpe tak til de danske virksomheder, arbejdspladser og selvstændige. Tak til alle, der hver dag står op og tager en tørn. For jer selv og for fællesskabet. Det er jer, der gør det muligt, vi kan passe på hinanden. At vi har uddannelse, kultur, ældrepleje og meget mere. Tak! De nye tal er dog også et klart tegn på, at danskerne bliver overbeskattet, når finansministeren bliver ved med at finde nye milliarder i gemmerne. Jeg tror, mange har svært ved at forstå, hvordan staten kan blive ved med at finde milliarder, mens mange kæmper med regningerne. At der er sprækker i retssystemet. At den grønne omstilling og energiforsyning foregår i slow motion. At der ikke afsættes midler til klimasikring og beredskab. At der skulle et politisk slagsmål til for at sikre sorgramte familier 1,5 mio kr. Bare for at nævne stort som småt. Jeg har den grundholdning, at pengene ligger bedst i borgernes lommer. Staten må ikke blive så stor, at du bliver for lille. Derfor taler jeg ofte om skattelettelser. For såvel virksomheder, der så kan styrke deres konkurrenceevne, som for borgere, der så kan bestemme mere selv. Respekt for borgernes penge er og bliver bare et godt konservativt mantra. Derfor bliver jeg vred, når vi fx bruger ressourcerne på at indføre bureaukrati for borgere og erhvervsliv. Uanset om der er behov for pengene lige nu og her, er det altid vigtigt at gøre tingene så godt som muligt. Lave de nødvendige reformer og rydde op. Altid. For vi skal bruge pengene ansvarsfuldt i en tid, hvor særligt forsvaret og klimasikringen kræver investeringer. For mig er det ikke den rigtige vej at gå, når antallet af administratorer i den offentlige sektor bare stiger og stiger. Og det er ikke den rigtige vej bare at indkalkulere et nyt råderum i statens pengekasse. Der er brug for en ny retning og en blå regering.
Da jeg var barn, var det en fast tradition, at grundejerforeningen hjemme i Torsted arrangerede Sankt Hans-bål og snobrød. Det var et kæmpe hit. En dejlig dag. Min far er stadig en af kræfterne bag. Så laver han bål. Griller pølser. Knapper øl op. Sankt Hans er noget helt særligt. Duften af bål. Mennesker, der mødes på kryds og tværs. Og så husker jeg altså også virkelig mange Sankt Hans-aftener med masser af regn. Men det gør ikke noget. Så tager vi bare en paraply eller en regnfrakke med os. De lange, lyse aftener kan ingen tage fra os. I dag var jeg så heldig at holde båltale ved Nørrevang Centret. Det er et aktivitets- og plejehjem, og det ligger faktisk nærmest i min egen “baghave”. Det er et skønt område med strand, skov og frisk luft. Jeg elsker at gå ture her med min hund Ludvig. På Nørrevang kan man mærke fællesskabet helt ind i hjertet, og det er et sted, hvor de er gode til at invitere lokalsamfundet inden for, og hvor frivillige kræfter er med til at skabe liv og latter med alle mulige forskellige aktiviteter. Det er vigtigt at huske på det, vi har sammen. Vores fællesskaber. Vores natur. Vores kultur. Vores historie. Og de frivillige kræfter, der holder sammen på det hele. Jeg arbejder for, at Danmark skal være rigere, tryggere og grønnere. Men det hele kan ikke løses fra Christiansborg. Vi har brug for hinanden. I aften brænder bålene for fred, frihed og fællesskab. Rigtig glædelig Sankt Hans.
See my Posts
See my connections
About me
See my links